Sommerstemning og relationer i forandring

I sommerferien læste jeg en skøn roman. "Kun til navlen" er Linea Maja Ernsts debutroman. Forud havde jeg store forventninger, som blev indfriet - og mere til! For det er lige præcis hvad romanen er: Lidt mere. Af det hele.

Handlingen kredser om syv venner omkring 30 år, der samles i et sommerhus ved en skovsø, og det er midsommer. De kender hinanden fra studietiden og nu, hvor voksenlivet for alvor tager fart, ses de sjældent. Kender de overhovedet hinanden mere?

Vi læsere kender tankerne og handlinger bag alle personerne i gruppen. Sylvia er i et trygt forhold med sin kvindelige kæreste, Charlie, men hun kan ikke finde ro og har i virkeligheden altid været forelsket i Esben, der nu skal giftes med Karen.

Den interkønnede Kvæde føler sig endelig hjemme i sin krop og er klar til at feste, men der er børn, der skal puttes, og Gry har taget sin maskuline kæreste Adam med.

Karen glæder sig til at blive gift, men hun glæder sig mest til at komme tilbage på arbejde. Gry føler sig banal blandt sine farverige venner.

Gruppen mindes, flirter, soler sig i hinandens selskab og roder op i gamle følelser.

"Kun til navlen" er et overflødighedshorn fuld af både indre og ydre indre handlinger. Der skrues helt op for sanseligheden med detaljerige beskrivelser af naturen og af al den mad, som vennerne serverer for at imponere hinanden.

Jeg ser hvert et birketræ og skovsøens spejlblanke vand. Hvid hyld vælter nærmest ud af bogen, og fade med lyserøde hummere og grønne salater står klart for mit indre blik. Samtidigt er der en intens spænding lige under overfladen.

"Kun til navlen" er velskrevet og let at læse. Det er en samtidsroman med fokus på kønsidentitet, familieformer og livsfasen, hvor ungdommen glider over i voksenlivet på godt og ondt.

"Kun til navlen" minder mig om Sally Rooneys forfatterskab, og jeg anbefaler bogen til læsere af dette og til læsere af ny, dansk litteratur med meget på hjerte.

af bibliotekar Anne Mach Rasmussen