Vi anbefaler

Historie, mystik og gamle kort

Bibliotekar Mette Christiansen anbefaler ”Kartograferne” af Peng Shepherd

Af MEC

Kartografen Nell Young arbejder på New York Public Library sammen med sin far. Hun finder et tilsyneladende værdiløst tankstationskort fra 1930erne. Det har en uskyldig "fejl" – den ikke eksisterende by Agloe. Opdagelsen får hendes liv til at falde fra hinanden.

7 år senere har Nell ikke talt med sin far siden han efter et skænderi fyrede hende for at stille spørgsmål om tankstationskort. Da han bliver fundet død på sit kontor opdager Nell, at han arbejdede på et hemmeligt projekt, som har forbindelse til kortet. Nell beslutter sig for at undersøge kortet nærmere. Det viser sig at være unikt og særdeles eftersøgt. Det bliver startskuddet til en ’skattejagt’, hvor Nells søgen efter sandheden om kortet fører til afsløringer om hendes fars død, og mørke familiehemmeligheder, og afdækningen af den sande kraft, der ligger i kort ... for er ”fejl” i kort faktisk fejl, eller er det steder, man kan komme til, hvis man har det rigtige kort?

Agloe i USA er en såkaldt Papertown, den optrådte første gang på et kort i 1925. Papertowns er ikke eksisterende steder på kort. Kartografer tilføjede dem bevidst for at afsløre om andre kopierede deres kort uden tilladelse.

I ”Kartograferne” bruger Peng Shepherd dette begreb som omdrejningspunkt til at skabe en underholdende fortælling med overraskende mysterier og magiske elementer, en nervepirrende historie som jeg varmt kan anbefale.

af bibliotekar Mette Christiansen