Sælsom skildring af danske hekseprocesser

Vi er i starten af 1600-tallet; Christenze Kruckow er adelig og bosiddende ved Nakkebølle gods. Christenze er også mor til et voksbarn, hun har formet af bivoks og båret under sin højre arm i 40 uger. Og så er hun hovedpersonen i Olga Ravns forunderlige roman om de danske hekseprocesser. Jeg-fortælleren er voksbarnet selv, der blot iagttager og beskriver alt, hvad den oplever, som en slags bevidst voodoo-dukke. 

Romanen begynder på Nakkebølle gods, hvor godsejerfruen Anne Bille er en kvinde i sorg; i løbet af 14 år føder hun 17 børn, hvoraf ikke et eneste overlever mere end et par dage. I denne livskrise beskyldes Christenze og to andre kvinder for at have udført ond trolddom og derved forhekset Anne Bille til ikke at kunne bære børn. Grundet sin adelige status går Christenze dog fri, og flygter til Aalborg for at starte en ny tilværelse, langt væk fra hekserygterne. Her bliver hun hurtigt en del af et kvindefællesskab, hvor flere af medlemmerne udfører hekserier, som voksbarnet glædeligt hjælper med. Inden længe havner Christenze og hendes veninder derfor i nye heksebeskyldninger, som er langt mere alvorlige end den første. 

Bogen er fuld af stemningsfulde passager og sanselige beskrivelser af årstidernes gang. Som læser oplever jeg, at Ravn har forsøgt at sætte sig ind i den afgørende rolle, naturen har haft for mennesker i 1600-tallet. Årstiderne dikterede ens liv, og man samledes i fællesskab om både at feste i sommernatten, og høste, rense sild og gøre klar til vinteren i efteråret. 

Det er uhyggeligt at læse om hekseafbrændingerne, samt fornemme frygten og hadet, der gennemsyrede befolkningen og ledte til de mange henrettelser. Mange af romanens hændelser er sket i virkeligheden, og det er tydeligt, at Olga Ravn har gjort sin research utrolig godt. Det er desuden et fremragende stilistisk greb at lade voksbarnet fortælle historien, da den er en altvidende fortæller, der sanser alt; som smagen af kalk fra væggene, eller pulsen i kongens blod. Ravn er kendt for sit lyriske sprog og virkelighedsforvrængende fortællinger, og ”Voksbarnet” er ingen undtagelse. Jeg kan særligt anbefale bogen til læsere, der holder af lyrisk sprog, heksefortællinger og exofiktion.